Da en kvinde første gang tog kontakt til mig, stod hun i en af de mest krævende perioder i sit liv. Hendes mand var alvorligt syg og lå på et tidspunkt for døden. Samtidig havde hun et stort ansvar i sit professionelle liv og var vant til at bevare overblikket, forstå sammenhænge, træffe vigtige beslutninger og få tingene til at fungere.
Hun var allerede intuitivt åben, følsom og skarp og registrerede meget i mennesker, relationer og situationer. Men hun havde endnu ikke et klart sprog for det, hun mærkede, og hun havde heller ikke lært at skelne tydeligt mellem intuitive registreringer, sin egen følelsesmæssige påvirkning og de reaktioner, der naturligt opstår, når et menneske er under stort pres.
Det første arbejde handlede derfor ikke om at udvikle hende yderligere. Hun havde først og fremmest brug for støtte til at kunne være i det voldsomme, der skete, uden at miste sig selv.
01
Regulering før udvikling
Et grundprincip i Essensmetoden er, at udvikling ikke kan presses frem. Når et menneske befinder sig under stort følelsesmæssigt og psykisk pres, må vi først skabe tilstrækkelig ro og stabilitet til, at mennesket igen kan mærke sig selv og skelne klart.
Vores samtaler havde derfor forskellige funktioner. Nogle gange handlede de om at regulere frygt, sorg og overbelastning og hjælpe hende tilbage til sin egen bund. Andre gange havde hun tilstrækkelig ro og kapacitet til, at vi kunne undersøge det, hun registrerede, hendes intuitive oplevelser, tankerne og de bevægelser, der foregik i hende.
Jeg arbejder ikke ud fra, at alle mennesker skal have det samme på det samme tidspunkt. Det afgørende er at kunne se, hvor mennesket befinder sig, og hvad der er brug for dér. Er nervesystemet overbelastet, er det svært at arbejde klart med udvikling. Når der igen er mere plads indeni, kan vi begynde at træne intuition, skelneevne og indre autoritet.
Målet er ikke, at mennesket skal blive afhængigt af min støtte.
Målet er, at det gradvist lærer at regulere sig selv, skelne bedre og finde tilbage til sin egen indre autoritet.
02
At forstå det, hun mærkede
Jeg fulgte hende fra sidelinjen gennem en del af hendes mands sygdomsforløb. Da han døde, åbnede sorgen og sårbarheden noget endnu dybere i hende, og hun begyndte at mærke og registrere kontakten til ham, selvom han ikke længere var fysisk til stede.
Jeg hjalp hende med at undersøge og forstå sine egne oplevelser og blive mere bevidst om sit klarsyn, sin klarfølelse og den måde, hendes intuition fungerede på. Samtidig arbejdede vi med skelneevnen, fordi det ikke er nok blot at kunne mærke meget.
Et menneske kan være sensitivt og intuitivt åbent uden nødvendigvis at kunne afgøre, hvad en registrering kommer fra.
Er det frygt, sorg eller et gammelt mønster?
Er det noget, jeg mærker fra et andet menneske?
Er det tankerne, der reagerer?
Ligger der en klar intuitiv registrering nedenunder?
Efterhånden lærte hun bedre at skelne mellem disse lag. Det betød også, at hendes intuition blev mere anvendelig, fordi hun ikke i samme grad blandede det, hun registrerede, sammen med sine egne reaktioner.
03
Potentialet var der allerede
Tidligt i vores kontakt begyndte jeg at tale med hende om den kraft, jeg kunne se i hende. På det tidspunkt forstod hun ikke helt, hvad jeg mente.
Det møder jeg ofte i mit arbejde. Et menneskes potentiale kan være synligt, længe før mennesket selv har kapaciteten til at leve det.
Potentialet er det, vi rummer.
Kapaciteten er det, vi faktisk kan bære, omsætte og stå i.
Træningen gør forskellen.
Jeg spejlede derfor det, jeg så i og omkring hende, plantede nogle frø og holdt nogle muligheder åbne, indtil hun selv begyndte at genkende noget af det i sig selv og kunne bruge det i sit eget liv.
“Mona, dengang du fortalte mig det, forstod jeg det ikke. Men det kom jeg jo til.”
For mig siger det noget vigtigt om udvikling. Vi kan nogle gange have brug for, at et andet menneske ser noget i os, før vi selv har adgang til det. Men det, vi bliver spejlet i, skal på et tidspunkt blive vores eget.
04
Fra ydre støtte til indre kapacitet
Efter sin mands død stod hun ikke kun med sorgen. Hun skulle også skabe en ny økonomisk og praktisk sammenhæng, finde et nyt hjem, være der for sin familie og samtidig fortsætte i en krævende professionel rolle.
Langsomt begyndte hun selv at afprøve det, vi havde arbejdet med, og få sine egne erfaringer. Hun opdagede, at hun kunne stå anderledes i situationer, der tidligere havde overvældet hende.
Jeg kunne støtte, spejle, udfordre og bevidstgøre hende, men jeg kunne ikke udvikle hendes indre autoritet på hendes vegne. Den del måtte hun selv træne.
I dag kan hun bruge meget af det, vi har arbejdet med, uden at have mig ved siden af. Når presset stiger i hendes arbejde, kan hun stoppe op, trække vejret, skabe jordforbindelse og samle sin opmærksomhed, før hun reagerer.
4S-princippet i Essensmetoden
01
Stop
02
Sans
03
Saml
04
Sæt retning
Hun skaber med andre ord et mellemrum mellem det, der sker, og hendes reaktion på det. Det, der tidligere krævede støtte udefra, er gradvist blevet en del af hendes egen måde at regulere og organisere sig på.
05
Tankerne bestemmer ikke længere retningen
En anden vigtig del af arbejdet har handlet om hendes forhold til tankerne. Gamle, negative eller frygtbaserede tanker kunne tidligere hurtigt få stor indflydelse på hendes indre tilstand.
Vi har ikke arbejdet med, at hun skulle bekæmpe tankerne eller tænke positivt hen over det, hun mærkede. Hun har i stedet trænet evnen til at registrere tankerne uden automatisk at lade sig styre af dem.
En tanke er ikke nødvendigvis sand, fordi den opstår, og en stærk følelse er ikke nødvendigvis en retning, man skal følge.
Når hun opdager sine gamle tankemønstre tidligere, kan hun samle sig og undersøge, hvad der faktisk er sandt og klart for hende, før hun handler.
Det er mental klarhed, psykologisk robusthed og skelneevne i praksis. Hun er ikke blevet et menneske uden frygt eller negative tanker. Hun er blevet bedre til at afgøre, hvad der skal have autoritet i hende.
06
Fra viljeskraft til indre kraft
Hun har gennem sit liv haft en stærk vilje. Det har været en væsentlig ressource og har hjulpet hende med at præstere, tage ansvar og holde sammen på meget.
Hvis vi hele tiden driver os selv frem gennem viljen, mens kroppen og nervesystemet forsøger at følge med, kan livet efterhånden blive organiseret omkring præstation, kontrol og overlevelse. Man kan fremstå stærk udadtil og samtidig være på overarbejde indeni.
I vores arbejde begyndte hun gradvist at opdage en anden form for styrke. En kraft, der ikke opstår ved at presse sig selv hårdere, men ved at samle sig og skabe mere sammenhæng indeni.
Her har vi også arbejdet med samspillet mellem hendes feminine og maskuline sider. Det feminine åbner, sanser, modtager og registrerer, mens det maskuline beskytter, afgrænser, strukturerer, vælger og handler. Begge dele er nødvendige.
Hvis hun sanser og registrerer uden at kunne beskytte og afgrænse sig, bliver hun for påvirkelig.
Hvis hun handler og styrer uden kontakt til det, hun mærker, risikerer hun at blive hård eller kontrollerende.
Kraften bliver større, når de to sider kan arbejde sammen.
Det er en del af bevægelsen fra kampkrop til kraftkrop.
07
Indre og ydre autoritet
Arbejdet med hendes indre autoritet er blevet stadig tydeligere gennem forløbet. For mig handler indre autoritet ikke alene om at mærke sig selv. Det handler også om at kunne regulere og organisere sig selv og skelne mellem frygt, gamle mønstre, følelser, tanker og intuitive registreringer.
Den ydre autoritet bliver synlig i den måde, hun omsætter det til handling på.
Hun træffer andre beslutninger.
Hun sætter tydeligere grænser.
Hun kommunikerer anderledes med mennesker omkring sig.
Hun bruger mindre energi på at tvivle på sin egen registrering.
Nogle gange venter hun, hvor hun tidligere ville have handlet hurtigt. Andre gange handler hun mere direkte, fordi hun ikke længere bruger den samme energi på at tvivle på sin egen registrering.
Hun har ikke taget en ny professionel rolle på sig. Hun står et andet sted indeni, og derfor møder hun også verden anderledes.
Integritetsaksen i praksis
Integritet handler ikke kun om moral, men om sammenhæng mellem det, vi mærker, ved, siger og gør.
Når frygten siger én ting, en gammel strategi noget andet og intuitionen noget tredje, kan der opstå indre splittelse. Opgaven er ikke at fjerne alle disse reaktioner, men at skabe tilstrækkelig ro og klarhed til at kunne skelne og vælge fra et mere samlet sted.
Når den indre autoritet bliver stærkere, får den en ydre konsekvens.
08
Resultatet
Resultatet af forløbet er ikke alene, at hun har fået mere ro eller er blevet bedre til at håndtere pres. Hun har udviklet en anden måde at være i sig selv på.
Hun kan regulere sig selv i situationer, hvor hun tidligere havde større behov for hjælp udefra.
Hun opdager sine tankemønstre tidligere.
Hun bruger sin intuition mere bevidst.
Hun har udviklet sin skelneevne.
Hun træffer andre beslutninger og kommunikerer tydeligere.
Hun står mere samlet i både sit arbejdsliv og sine relationer.
Hun mærker stadig frygt, træthed og usikkerhed. Forskellen er, at hun hurtigere kan finde tilbage til sig selv og ikke i samme grad mister sin retning, når presset stiger.
Det potentiale, der hele tiden fandtes i hende, er gennem regulering, bevidstgørelse, spejling, træning og egne erfaringer blevet til en større kapacitet.
Det er centralt i Essensmetoden. Jeg skal ikke skabe et andet menneskes kraft, men hjælpe mennesket med at opdage, træne og kunne bære den kraft, der allerede findes, så den bliver anvendelig midt i livet, i relationerne, i arbejdet og i de beslutninger, der har konsekvenser.
Det er bevægelsen fra potentiale til kapacitet, fra ydre støtte til indre autoritet og fra kampkrop til kraftkrop. At kunne levet et mere balanceret liv i hverdagen med det private/sårbare, det personlige/ identiteten og det professionelle/præstationerne.