Når livet bliver komplekst, tror jeg, vi har brug for at gøre noget af det mere simpelt. Ikke fordi livet altid kan gøres enkelt, og heller ikke fordi vi selv bestemmer alt det, der sker med os. Det gør vi selvfølgelig ikke. Vi kan blive ramt af sygdom, tab, skilsmisse, konflikter, arbejdspres, økonomiske udfordringer eller andre menneskers handlinger, og nogle gange ændrer livet sig på måder, vi hverken har ønsket eller været forberedt på.

Men der er stadig noget, vi selv har indflydelse på, og det er vores måde at stå i det på.

Jeg foretrækker personligt selv at have så meget magt over mit eget liv som muligt. Ikke magt i betydningen kontrol over andre mennesker eller over alle de omstændigheder, jeg møder, men magten til at kunne tage ansvar for mine egne valg, mine egne grænser, mine egne handlinger og den retning, jeg ønsker for mit liv.

For hvis jeg konstant fortæller mig selv, at det er alle de andre, der gør mit liv svært, surt eller umuligt, så har jeg samtidig givet dem en meget stor del af magten over mit liv. Det betyder ikke, at andre mennesker ikke kan behandle os dårligt eller gøre noget, der har store konsekvenser for os. Det kan de. Men der er forskel på det, andre gør, og på den måde, jeg vælger at forholde mig til det bagefter.

Det er også her, det frie valg bliver interessant. Vi kan ikke altid vælge, hvad der sker, men vi kan langt oftere, end vi måske tror, vælge hvordan vi vil leve med det, vi bliver mødt af. Vi kan vælge, hvad vi bliver i, hvad vi går fra, hvad vi accepterer, hvad vi siger ja til, og hvad vi siger nej til. Vi kan også vælge, om vi vil undersøge os selv ærligt, eller om vi hellere vil konstruere forklaringer, der gør det lettere at undgå det, vi egentlig godt ved.

For mennesket kan være utrolig dygtigt til at fortælle sig selv historier.

Vi kan mærke, at noget er forkert, og samtidig overbevise os selv om, at det sikkert går. Vi kan være kede af det og gøre os hårde. Vi kan være vrede og benægte vreden. Vi kan være ensomme i en relation og alligevel fortælle både os selv og andre, at alt er fint. Vi kan også mærke vores grænser meget tydeligt og alligevel overskride dem igen og igen, fordi det virker nemmere end at tage konsekvensen af det, vi faktisk mærker.

Hvis det står på længe, kan vi langsomt miste kontakten til os selv.

Nogle mennesker kommer til at leve næsten udelukkende oppe i hovedet. De tænker, analyserer, vurderer, forudser og gennemgår den samme problemstilling igen og igen, mens kroppen og følelserne bliver noget, der helst skal holdes på afstand. For nogle bliver det nærmest en strategi at lukke ned fra halsen og nedefter, fordi det føles for ubehageligt eller for uoverskueligt at mærke det, der rent faktisk foregår indeni.

Men følelser kan ikke diskuteres væk. De kan undertrykkes, fortrænges eller ignoreres, men det betyder ikke, at de ikke er der.

Det betyder heller ikke, at følelser skal have lov til at styre vores liv. Vi skal selvfølgelig kunne regulere os selv og kunne vælge vores handlinger, også når vi er vrede, bange, sårede eller pressede. Men hvis vi aldrig tør mærke det, vi føler, lærer vi heller aldrig at håndtere det på en moden måde. Der er forskel på at kunne regulere en følelse og på at presse den væk. Den ene bevægelse kræver kontakt med os selv, mens den anden ofte kræver, at vi fjerner os fra det, vi faktisk oplever.

Kroppen er med os i hele den proces, også når vi helst vil ignorere den. Den reagerer, når vi bliver bange, pressede eller overbelastede. Den reagerer, når vi konstant overskrider vores egne grænser, lever for hurtigt, sover for lidt eller bliver i relationer og situationer, som ikke længere er gode for os. Den reagerer også, når vi prøver at holde sammen på noget mentalt, som ikke længere hænger sammen indeni.

Alligevel synes jeg, kroppen får forbavsende lidt opmærksomhed, når vi taler om menneskelig udvikling.

Vi bruger kroppen hele tiden. Vi træner den, klæder den på, vurderer dens udseende, har sex med den, føder børn med den og søger behandling, når den bliver syg. Men det er langt fra alle, der har lært at være i en reel kontakt med deres egen krop. Mange har aldrig lært at mærke deres egne grænser, opdage deres belastningssignaler eller forstå forskellen på uro, frygt, spænding, intuition og en reel indre fornemmelse af, at noget ikke er rigtigt.

At passe godt på sig selv er derfor heller ikke nødvendigvis noget, vi automatisk kan, bare fordi vi er blevet voksne. For mig er det en kompetence, og det er en kompetence, mange mennesker aldrig er blevet undervist i.

Når vi ikke har lært det, gør vi ofte det, vi kender. Vi fortsætter, tager os sammen, arbejder mere, tænker mere og prøver at løse problemet med endnu mere aktivitet eller endnu mere analyse. Nogle gange har vi selvfølgelig brug for lægelig behandling eller medicin, og medicin kan både lindre, helbrede og redde liv. Men medicin kan ikke nødvendigvis løse den måde, vi lever på. Den kan ikke sætte vores grænser for os, ændre vores relationer, træffe vores valg eller skabe den indre klarhed, vi måske mangler.

Og så er der hjernen, som vi ofte tillægger meget stor autoritet.

Hjernen er fantastisk, men den er ikke nødvendigvis udviklet til at fortælle os sandheden om alt. En stor del af dens arbejde handler om at holde os i live, registrere fare, genkende mønstre, forudsige, huske det, der tidligere gjorde ondt, og forsøge at undgå, at det sker igen. Derfor kan hjernen også gentage de samme tanker igen og igen, fordi den prøver at skabe kontrol og sikkerhed.

Det betyder, at en tanke ikke nødvendigvis er sand, bare fordi vi tænker den. Det betyder heller ikke, at vi bliver mere klare, bare fordi vi tænker meget.

Der er stor forskel på tankemylder og refleksion.

Tankemylder kan bevæge sig i de samme cirkler igen og igen, uden at vi nødvendigvis kommer tættere på noget som helst. Refleksion kræver noget andet. Den kræver, at vi kan standse op, undersøge vores egne antagelser og stille os selv nogle mere ærlige spørgsmål. Hvad ved jeg faktisk? Hvad forestiller jeg mig? Hvad føler jeg? Hvad er jeg bange for? Hvad er mit ansvar, og hvad er ikke mit ansvar? Hvor meget af det, jeg fortæller mig selv lige nu, er fakta, og hvor meget er en historie, jeg har bygget ovenpå?

Når vi begynder at kunne skelne mellem de ting, kan noget af kompleksiteten falde til ro. Ikke nødvendigvis fordi vores problemer forsvinder, men fordi vi selv bliver mere klare i mødet med dem.

For mig er det også en del af menneskelig intelligens. Mennesket er ikke kun sit hoved eller sine tanker. Vi er også krop, følelser, erfaring, psyke, intuition, fornuft, samvittighed og bevidsthed, og jo bedre de forskellige dele kan arbejde sammen, jo større mulighed har vi for at stå mere klart i vores eget liv.

Det betyder ikke, at vi altid vælger rigtigt, eller at vi aldrig mister fodfæstet. Men det giver os en mulighed for at opdage det, når vi gør, og måske finde tilbage til os selv lidt hurtigere.

Og måske er det netop her, næste spørgsmål begynder.

Men hvem er det egentlig, der gør dit liv komplekst?